Vinter er den årstid, hvor den nordlige halvkugle på grund af Jordens hældning vender bort fra solen. Det giver korte dage og lange nætter og dermed nedsat indstråling og opvarmning. Solen står lavt på himlen, og dens stråler skal derfor gennemtrænge en tykkere del af atmosfæren, hvilket bevirker, at varmeeffekten nedsættes.
I Danmark bruges vinter oftest om månederne december, januar og februar, men der er dog ingen officiel meteorologisk definition på, hvornår vinterperioden begynder og slutter, hvormed november også til dels bliver betegnet som en vintermåned. Dog er det karakteristisk for vinteren, at minimumstemperaturen ligger under frysepunktet – i Danmark er det tilfældet fra ca. primo december til medio marts. Man kan også beskrive vinteren ved at kalde den perioden mellem efterår og forår. Kalendermæssigt regnes vinteren for at være perioden fra 22. december til 21. marts.
Ofte møder man den forestilling, at solen er længere væk om vinteren, men det forholder sig faktisk omvendt. Solen er lidt nærmere Jorden om vinteren, fordi Jordens bane omkring solen er elliptisk.
Med vinter forbinder man på vore breddegrader også muligheden for snefald. Snevejr med snestorm og snefygning kan forekomme.
Vi har begreber som snemand og vintersange som f.eks. Jeppe Aakjærs Sneflokke kommer vrimlende.
Det kolde vejr giver mulighed for vintersport, f.eks. skiløb og skihop, selv om en hel del vinteraktiviteter afholdes indendørs i idrætshaller, f.eks. ishockey.
Trafikken kan gå i stå, når frosten sætter ind og gør vejene isglatte og i snevejr måske ufremkommelige. Farvandene fryser til i de koldeste isvintre og isbrydere må sikre gennemsejlingen. Nogle vinterbader, og andre følger trækfuglene sydpå for at undgå kulden og måske vinterdepression.
På den sydlige halvkugle har man sommer, når vi har vinter.